Becker Gewurztraminer Vin Nature Orange ØKO 2021 75 CL 13,5 %
Denne vin fra Domaine Jean Becker i Alsace er fremstillet på Gewurztraminer. Gewurxtraminer er en meget aromatisk druesort, der sædvanligvis giver fyldige og parfumerede hvidvine, men her har Becker valgt at lave en orangevin på druesorten. Orangevin er kort fortalt det, at man tager en hvidvinsdruesort og behandler den som var det rødvin. Vigtigst er det, at saften lagrer med skaller og kerner, der giver tannin og struktur og også påvirker aromaerne. Farven bliver en smuk orange på denne måde. Becker’s fortolkning her er ægte naturvin helt uden sulfitter. Druerne kommer fra to af Beckers bedste marker Hohrain og Grand Cru-marken Froehn.
Farve: Mediumdyb, let sløret orange
Duft: Umiskendelig intens Gewurztraminer-parfume med litchi, moden fersken og ferskenskind, abrikos, blandede tropefrugter, rosenvand og blomsterpotpourri. Derudover en rustik note fra vildgæringen.
Smagsnoter: Meget intens og fyldig, næsten fed og med lav syre, virker næsten til at have lidt restsødme selvom den er angivet som tør. Tydeligvis lavet af druer af tårnhøj kvalitet og modenhed – virkelig en rig sag! Milde, bløde tanniner. Sommetider påvirker det druens karakter meget, når man vælger at lave orangevin fremfor hvidvin, men i dette tilfælde træder Gewurztraminerens karakteristiske og intense aromatik tydeligt frem. Dertil lidt ’natur-vildskab’ og rusticitet.
Serveringsforslag: Dekantér gerne 30 minutter i forvejen og servér kølig. Lækker som aperitif, til blandede tapas eller forskellige oste. Prøv også gerne til det orientalske køkken, fx satay.