Bojador Branco Vinho de Talha er en portugisisk hvidvin lavet på druerne Perrum, Roupeiro, Rabo de Ovelho og Manteudo. Vinen er lavet efter Alentejos traditionelle forskrifter. Det indebærer blandt andet en smule skindkontakt – vinen kunne kaldes en let orangevin – og gæring på de traditionelle amfora’er, talha, som vinen tager navn efter. Toppen er åben, men for at forhindre oxidering lægger man et lag af olivenolie på overfladen af vinen.
Farve: Let orange-gylden.
Duft: Superudtryksfuld og karismatisk duft af stenfrugt (abrikos og fersken), appelsinmarmelade og kaprifolie.
Smagsnoter: Virkelig flot integreret tannin, som på ingen måde overdøver, men spiller flot med noter af honning, appelsinskal, orangeblomst og abrikos.
Serveringsforslag: Nyd den afkølet – fx til grillet blæksprutte eller et charcuteri-fad med oliven, gode skinker og hårde oste.